Mens verden atter diskuterer atomoprustning og -afskrækkelse, advarer rettighedsgrupper om konsekvenserne af de atomprøvesprængninger, som ifølge en rapport har kostet en halv million menneskeliv siden 1945 – og stadig skaber nye ofre.

Af Morten Søndergaard Larsen, Kristeligt Dagblads udsendte reporter.

Det er tydeligvis hårdt for ham. Åndedrættet er tungt, sveden pibler frem, for de præcise penselstrøg kræver en enorm anspændthed af den lille krop. Han lægger penslen på bordet, bruger sine fødder til at rense den med en klud, rejser sig og går hen til en sofa og læner sig ind over armlænet. Anstrengelserne sidder i ansigtet, mens han puster ud og verbalt bearbejder kroppens reaktion.

Karipbek Kuyukov er kunstner nu. Da han var et foster i sin mors mave, foretog Sovjetunionen atomprøvesprængninger i de østlige Kasakhstan, mens hans mor gik og havde sin hverdag i en landsby 100 kilometer fra eksplosionerne. Men den ioniserende stråling spredte sig langt nok. Derfor blev han født uden arme.

”Før min mor var gravid med mig, havde hun båret og tabt to børn. Da jeg blev født, kom en læge og sagde ”lad os give ham gift og dræbe ham”, siger den 58-årige kasakher, der også er menneskerettighedsforkæmper og antiatomvåben-aktivist.

Faren ville ikke høre tale om at skille sig af med sit barn, hvilket Karipbek Kuyokov er ham evigt taknemmelig for. Nu maler han alt fra paddehatteskyer og deforme kroppe til grønne, frodige enge med heste og mennesker. Alt sammen med en pensel i munden eller mellem tæerne.

”Livet er livet. Det havde været bedre med hænder, men det her er min skæbne. Det her er min årsag til at kæmpe. Det er min retning i livet. Jeg kæmper for at være det sidste offer for atombomber”, siger han.

Flere atomprøvesprængninger.

Det bliver han ikke. Ifølge en ny rapport fra den norske humanitære organisation Norsk Folkehjelp, der blandt andet arbejder med minerydning og nødhjælp, har stormagternes atomprøvesprængninger fra 1945 til 2017 allerede dræbt en halv million mennesker gennem kræft. Samtidigt kommer yderligere 3,5 millioner mennesker ifølge rapporten til at dø af kræft eller hjertekarskader, der forbindes til bombernes stråling. Stråling, der er gældende de næste 10.000 år, som er rapportens tidsramme for de kommende dødsfald.

Det er vel at mærke ud fra de atomvåben, der allerede er detoneret. For nu diskuterer flere lande igen atomoprustning og -afskrækkelse. I 2025 kom USA’s præsident, Donald Trump, med en udmelding om, at han har instrueret sit forsvarsministerium om at udføre atomprøvesprængninger igen. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har sagt, at landet for første gang siden 1992 vil øge antallet af atomvåben. Og i Sydkorea, Polen, Tyskland og også i Danmark er der politiske samtaler og genovervejelser af landenes forhold til atombomben.

”Atomprøvesprængningernes konsekvenser bliver næsten altid omtalt som en ting i fortiden. Paddehattesky, folk døde, generationelt trauma, og det er så det. Men folk indtager stadig radioaktive isotoper”, siger Magdalena Stawkowski, lektor i antropologi på University of South Carolina i USA, gæsteforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forfatter til afsnittene om Kasakhstan og Rusland i rapporten.

I den amerikanske delstat Nevada er der stadig ”downwinders” – mennesker, der levede tæt på prøvesprængningerne i vindretningen og derfor blev udsat for det radioaktive nedfald. De har flere tilfælde af kræft end resten af landet. I Kiribati er mindst 40.000 mennesker påvirket, hvor overlevere og deres efterkommere melder om kræft, hjertekarsygdomme og misdannede nyfødte. I Algeriet har Frankrig deponeret atomaffald fra tests, men aldrig oplyst Algeriet hvor. Og så er der Marshalløerne.   

Et halvt år efter to atombomber var smidt over Japan ved afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945, dukkede en repræsentant for USA op på Marshalløerne, der indtil da havde været under japansk herredømme. Kommandøren bad den lokale befolkning på Bikini Atol om at forlade deres hjem, så amerikanerne kunne begynde at teste atombomber der.

”For menneskehedens bedste og for at afslutte alle krige”, skulle kommandør Ben Wyatt have sagt til dem, mens han lovede, at de kunne flytte tilbage senere.

Her sprængte amerikanerne deres største atombombe nogensinde (en brintbombe), kaldet Castle Bravo. Eksplosionen var kraftigere end planlagt, og vejrforholdene ændrede sig uventet, siger amerikanerne selv, så det radioaktive nedfald spredte sig over øer, der stadig var beboet. Mange blev syge, og Bikini Atol er nu ubeboelig på grund af testen, der har efterladt et krater synlig fra rummet.

Anden og tredje generation.

Rapporten fra Norsk Folkehjelp samler viden om og erfaring fra atomprøvesprængninger fra hele verden. Det er et område, der bevidst er blevet underspillet og hemmeligholdt af stormagterne, mener nogle eksperter.

”Vi bomber landet. Vi forgifter os selv. Når du ikke taler om det, men i stedet taler om atomvåben som en forhindring af krig, så sletter du bogstavelig talt de ofre, som våbnene stadig skaber”, siger Magdalena Stawkowski.

Kasakhstan er et af de lande, der har taget arven fra bomberne på sig. Som verdens fjerdestørste atommagt efter Sovjetunionens kollaps valgte landet, ligesom Ukraine, at give bomberne til Rusland. Desuden er landet trådt frem på den internationale scene for at forbyde atomprøvesprængninger og -våben generelt.

”Officielt anerkender Kasakhstan 1,5 millioner ofre for testene”, siger Togzhan Kassenova, der er senior fellow ved Center for Policy Research på University at Albany i USA, medlem af FN’s uafhængige panel om effekterne af atomkrig og forfatter til bogen ”Atomic Steppe: How Kazakhstan gave up the bomb” om Kasakhstans atomhistorie.

”De har klare data for, at anden og tredje generation har højere mortalitetsrater og højere cancerrater. Jeg tror ikke, at den halvanden million udelukkende er folk med helbredsproblemer, men jeg er sådan set enig i, at vi også skal tænke på de mennesker, der er bange for at udvikle problemer i fremtiden”, siger hun.

Frygt og vrede.

Angst er et gennemgående tema i Kasakhstanske egne. I byen Kurchatov, en tidligere hemmelig by, der styrede det organisatoriske for atomprøvesprængningerne, fortæller minearbejderen Sanya, at han er bange for, at hans arbejde i minen kan have konsekvenser for potentielle fremtidige børn. Han viser et billede taget fra hans gummiged inde i testområdet.

Længere sydpå, i byen Semey, beretter Maira Abenova om sin mor, som hun mistede til mavekræft. Hendes bror og søster døde også af kræft. Og da hendes mand fik den samme type kræft, indså hun, at der var noget galt. Hun stopper ordstrømmen for en stund og tørrer sig under øjnene, der ikke kunne holde tårerne tilbage, da hun begyndte at snakke om sin nu afdøde mand.

”På to-tre år mistede jeg folk fra hele min familie. Jeg ville ikke ønske det for nogen. Det er ikke naturligt. Det er ikke en sygdom fra Gud, det er fra bomberne og menneskelig aktivitet”, siger kvinden, som nu leder en organisation, der kæmper for mere hjælp til for atomprøvesprængningerne.

Tidligere hed byen Semipalatinsk, men for at glemme bomberne ændrede den sit navn til Semey.

Aktivist og journalist Rollan Mashplev mistede først sin bror. Han døde som 30-årig af hjerteproblemer. Siden døde bedstefaren. Så døde moren. Og for nogle år siden døde faren. Alle af kræft.

”Idiot”, sig han hårdt, da snakken falder på den franske præsident Macrons beslutning om atomoprustning. ”Jeg er rasende. Måske vil hans efterfølgere lide. At prøve at forhindre krig med atomvåben er tosset”, siger han efter et dybt suk.

Trykt i Kristeligt Dagblad, 08.06.26.