Af James Laney (USA’s ambassadør i Sydkorea 1993-97) og Jason T. Shaplen (tidl. Rådgiver for Korean Peninsula Energy Development Organization).

George W. Bushs regering gjorde ret i at deltage i drøftelser i Beijing i sidste uge om den alvorlige trussel, som Nordkoreas atomprogram udgør.

Den første række drøftelser i april endte i bitterhed. Disse drøftelser, som blev udvidet, så ikke bare Kina, men også Japan, Sydkorea og Rusland deltog, endte med en aftale om at holde nye drøftelser om senest to måneder. Det er et godt tegn, selv om det måske ikke umiddelbart lyder som et fremskridt. Især ikke i betragtning af, at den anden store nyhed fra konferencen var Nordkoreas skamløse trussel om prøvesprængning af en atombombe, medmindre den amerikanske regering underskriver en ikke-angrebspagt med det nordkoreanske regime. Men hvis en aftale om nye drøftelser er et tegn på, at Bush-regeringen på ny har fundet viljen til at forhandle med Nordkorea, så er det godt nyt.

Når regeringen i USA forbereder sig på den næste række forhandlinger, må den beslutte sig for, hvad den vil opnå med dem. Det bliver noget af en udfordring for regeringen, der trods benægtende udtalelser stadig er meget splittet mellem høge, der presser på for at isolere Nordkorea – med et regimeskifte som det endelige mål – og andre mere moderate politikere, der ønsker at forhandle med Nordkorea, fordi de mener, en isolation kan få katastrofale følger.

De amerikanske høge betragter drøftelsene i sidste uge mellem USA, Nordkorea, Rusland, Kina og Japan som et uønsket men uundgåeligt led i en politik, der i sidste ende skal isolere Nordkorea i håbet om fremtvinge Kim Jong Il’s styres sammenbrud.

Denne politik går ud på at få forhandlingerne til at mislykkes ved at sætte succeskriterierne urealistisk højt – mere præcist ved at kræve, at Nordkorea skal nedlægge sit atomprogram fuldstændigt, før USA overhovedet vil overveje drøftelser om landets sikkerhed, en ikke-angrebspagt eller økonomisk bistand.

Nordkoreansk propogandabillede med flg. tekst: “Hensynsløs straf til amerikansk imperialisme” (Foto: Nordfoto)

Dette kan den nordkoreanske regering naturligvis ikke acceptere. Og når Nordkorea ikke bøjer sig, lyder tankerækken, så vil Bush-regeringen bedre kunne henvende sig til sine allierede og kræve, at de isolerer Nordkorea, som har vist sin uforsonlighed.

I øjeblikket er USA’s allierede dog mod en isolation af Nordkorea, hvilket de gav stærkt udtryk for over for den amerikanske regering i sidste uge. I den modsatte ende af spektret finder vi forhandlingslejren, som mener, at forhandlinger kombineret med afskrækkelsesmidler er den eneste realistiske mulighed for at nå resultater i forhold til Nordkorea. Dette indebærer blandt andet en fornuftig drøftelse af Nordkoreas sikkerhed.

Selv om det kan synes usmageligt at forhandle med Nordkorea, efter at landet undlod at opfylde kravene i den første atomaftale, som blev underskrevet i 1994, mener denne lejr, at man i sidste ende ikke har noget andet valg end forhandlingsvejen.

Denne holdning bygger på to faktorer. For det første vil en isolationspolitik være meget belastende for den amerikanske regerings forhold til Kina, Rusland, Sydkorea og i mindre grad Japan, som alle på et eller andet tidspunkt har erklæret, at de vil undgå et opgør med Nordkorea – om end Japan dog for nylig har vist vilje til at støtte USA. For det andet er det usandsynligt, at den nordkoreanske leder giver sig uden voldsom kamp.

Omkostningerne ved en militær konfrontation er store. Både politisk og økonomisk. I 1994 skønnede USA’s militære chef i Sydkorea, at en krig med Nordkorea ville koste en million mennesker livet – heriblandt et femcifret antal amerikanere – og stå USA i mindst omkring 700 milliarder kroner.

Den forhandlingsvenlige lejre mener, at disse omkostninger er for store, især nu, hvor USA stadig mister soldater i Irak og dagligt bruger næsten en milliard kroner til indsatsen i landet. Dertil kommer udgifterne til krigen i Afghanistan og den bredere krig mod terror.

Derudover der ingen garanti for, at en efterfølger til Kim Jong Il – hvis han ryddes af vejen, som høgene har i sinde – vil standse Nordkoreas atomprogram.

Præsident George W. Bush må derfor vælge mellem høgene og de forhandlingsvenlige i sin regering. Selv om regeringen har sagt ja til nye drøftelser, har præsidenten mere eller mindre undladt at melde klart og endeligt ud, hvad han mener.

Man kan godt forstå, han tøver. Hvis han vælger forhandlingslinjen, risikerer han at vække de konservatives vrede op til præsidentvalget i 2004. Men faren ved isolation er langt større. Hvis Nordkorea isoleres, risikerer man, at spændingerne på Den Koreanske Halvø bliver så store, at USA trækkes ind i en ny konfrontation, som kan få langt alvorligere følger end både den i Irak og den i Afghanistan.

Det er også farligt helt at undlade at beslutte sig. At undlade at vælge er i bund og grund at tilslutte sig høgene, hvilket måske er deres mål.

Uret tikker. At udskyde beslutningen vil sikkert kunne få præsidenten gennem valget i 2004, men nordkoreanerne vil næppe tage sig af den slags politiske hensyn.

De vil – ganske forventeligt – fortsætte med deres atomprogram og ikke bare gennemføre en prøvesprængning, men også fortsætte med genindvindingen af brugte brændselsstave, hvilket vil give dem nok plutonium til fem-seks atombomber ud over den ene eller de to, CIA hævder, de allerede har. Hvis præsidenten venter med at beslutte sig til efter valget næste år, vil forhandling muligvis ikke længere være mulig.

Det er bestemt ikke tiltalende at skulle forhandle med Nordkorea. Men i forhold til situationen i 1994, hvor der senest blev indgået en aftale med Nordkorea, er der i dag en politisk dynamik at dække sig ind under.

Rusland og Kina, Nordkoreas to vigtigste allierede, er nu med ved forhandlingsbordet sammen med USA og Japan. Derfor vil de nuværende forhandlinger måske føre til en mere realistisk aftale end 1994-aftalen. Men den amerikanske regering må erkende, at en omfattende aftale kræver, at der lægges noget ordentligt på bordet til Nordkorea.
USA og Nordkorea står ved en skillevej. Forhandlingsvejen er den eneste fornuftige for den amerikanske regering. Ikke bare for at undgå en militær konfrontation, men også for at undgå at skade forholdet til USA’s allierede i Stillehavsområdet alvorligt og varigt på et tidspunkt, hvor vores atlantiske alliancer er flossede. Selv hvis Nordkorea nægter at rette sig efter det, man når frem til, vil USA være bedre i stand til efterfølgende at få sine fæller til at støtte den hårde linje.

Alle er enige om, at de kommende forhandlinger ikke bliver lette. Den amerikanske regering vil kræve, at Nordkorea vil kræve, at Nordkorea kommer med alvorlige indrømmelser, men USA må også selv være parat til at komme med nogle.

The New York Times Syndicate.

Oversat af Christina Witting Estrup

Trykt i Kristeligt Dagblad 05.09.03