Interview med Hans Blix, tidl. ledende våbeninspektør for FN i Irak

ved Nathan Gardels

Den seneste aftale om atomvåben, indgået mellem USA og Indien er af mange blevet kritiseret for at belønne Indien for at udvikle atomvåben. Man frygter, at det vil være incitament til, at andre lande, som eksempelvis Iran, vil gøre det samme, hvilket vil underminere ikke-spredningsaftalen (NPT). Er du enig med kritikerne?

– USA’s motiv for at indgå aftalen med Indien er muligvis, at man har ønsket at indgå en anti-kinesisk alliance. Det forstår jeg, men jeg sympatiserer ikke med det. Det vil betyde en mere konfliktfyldt verden. Det er sandt, at Indien med en befolkning på over en milliard mennesker kan reducere efterspørgslen efter olie og gas, hvis de kunne etablere energiforsyning på baggrund af atomkraft. Det er delvist godt for Indien, idet landet kan sikre sig energi mange år fremover, og delvist godt, fordi det vil mindske den globale opvarmning. Det er det positive aspekt af aftalen, siger Hans Blix.
– Samtidigt er der et højest problematisk aspekt, for træder aftalen mellem USA og Indien reelt i kraft, vil Indien få flere ressourcer til at fremstille flere atomvåben, fordi aftalen vil tillade eksport af brændstof til indiske atomreaktorer. Hvis det lykkes Indien at øge antallet af atombomber, så vil Pakistan og Kina følge Indiens eksempel. Der vil blive tale om et reelt våbenkapløb.

Iran raser imod det ”atomare apartheidregime”, der nægter at give Iran tilladelse til at fremstille atomvåben og endog forbyde dem at fremstille beriget uran. Vreden skyldes primært, at andre lande ikke er pålagt disse hårde restriktioner. Før Indien blev en atommagt, var landet i samme position som Iran. Når man ser på aftalen mellem USA og Indien, er Iran så ikke berettiget til vrede?.

– Det er et moralsk spørgsmål, selvsagt ikke et retsmæssigt. Indien har aldrig underskrevet NPT. Som situationen er nu, har Iran sagt, at man fortsat vil høre under aftalen og tillade inspektioner. Det er ønskværdigt at tvinge Iran til at afstå fra at udvinde beriget uran, fordi det ville øge spændingen i Mellemøsten. Alligevel må jeg klart erkende, at det ifølge NPT er lovligt at udvinde beriget uran til fredelige formål. Iran søger støtte hos Brasilien og Japan: De har også underskrevet NPT, og begge lande fremstiller beriget uran. Ingen mistænker dem for at fremstille atomvåben. Ved enkelte lejligheder har man kunne sætte spørgsmålstegn ved Irans fredelige intentioner, men indtil videre har man ikke kunnet bevise noget.
– Hvis vi ikke ønsker at Iran skal blive en atommagt, må vi gøre os selv klart, hvorfor de skulle ønske at besidde de våben, og derefter fjerne årsagen. Der er ingen, der på nuværende tidspunkt diskuterer sikkerhedsspørgsmål med Iran. Iran føler sig truet af de 130.000 amerikanske tropper, der er i nabolandet Irak, der er amerikanske militærbaser i Pakistan og Afghanistan og i adskillige andre af Irans nabolande, siger Hans Blix.
– USA har ytret over for Iran, at ”alle muligheder er kastet på bordet” og den amerikanske FN-ambassadør John Bolton har udtalt, at USA vil gøre det pinefuldt for Iran, hvis man ikke skulle følge de bestemmelser, der er pålagt regeringen. I oktober 2004 indgik de vestlige lande og Iran rent faktisk en aftale om, at man ville tage Irans sikkerhedsmæssige problematikker op til overvejelse, men de har ikke mødtes siden. Det, jeg prøver at sige, er, at ønsker man at hindre Iran i at fremstille atomare våben, må man kunne garantere for deres sikkerhed, siger Blix.
– Jeg vil også gerne tilføje, at jeg mener, det er langt mere hensigtsmæssigt at forhandle med Iran via Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, i Wien, end det vil være at lade forhandlingerne gå gennem FN’s sikkerhedsråd i New York. I New York vil iranerne føle sig truet, hvilket vil gøre det problematisk at forhandle sig frem til en gensidig forståelse. Vi forhandlede med Nordkorea i Beijing. Der var ingen, der syntes at have indvendinger imod, at de ikke foregik i New York. Hvorfor skal vi forhandle med Iran i New York?

USA instisterer på, at Iran fremstiller atomvåben, præcis som de insisterede på, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Kan vi på nuværende tidspunkt sige, at USA’s mistanke er troværdig?

– Jeg ved ikke, hvad Irans intentioner er. Der er omfattende beviser, præcis som der var i Irak. Jo mere du ser på sagen, jo mere vil du selvfølgelig være tilbøjelig til at dømme omstændighederne. Men som det var tilfældet i Irak, kan man ikke bevise en nægtelse. Jeg er forundret over, at USA forlanger af IAEA, at de skal bevise, at Iran ikke har nogen intentioner om at fremstille en bombe. Det kan man ikke!

Copyright: Global Viewpoint, 2006.

Oversat af Malene Muusholm. Trykt i Kristeligt Dagblad 10.03.06.