Af Nathan Gardels

Interview med tidl. amerikansk forsvarsminister William Perry (1994-97).

På det seneste har der været megen debat om, hvorvidt Saddams våbenprogram udgjorde en ”overhængende fare” for USA’s og hele verdens sikkerhed. Men De er ikke i tvivl om, at Nordkoreas atomprogram udfør en ”overhængende fare”. Hvorfor?

Nordkoreanerne bekendtgjorde for nylig meget foruroligende, at de har genoptaget programmet for genindvielse af plutonium (den proces, som bl.a. gør det brugbart til atomvåben, red.), og at de har i sinde at bruge plutoniummet til at fremstille atombomber. Programmet har ellers været standset under Det Internationale Atomenergiagenturs, IAEA’s, inspektioner siden 1994. Og det er en særdeles troværdig påstand. Vi ved, de har brugt brændsel, og vi ved, at der kan laves omkring seks bomber af det inden årets udgang, hvis de genindvinder det. Det vil give dem i alt otte bomber, for vi har mistanke om, at de fremstillede to helt tilbage under præsident George Bush senior. Vi ved desuden, at de har sat deres reaktorer i gang igen, hvilket betyder, at de næste år vil være i stand til at producere fem til 10 bomber om året, siger William Perry.

Nordkoreanernes påstand er også troværdig, fordi efterretningsrapporter fra den seneste tid angiveligt viser, at der findes kryptongas, som er et temmelig sikkert tegn på, at der sker forarbejdelse. Der er overhængende fare for, at Nordkorea vil bruge disse bomber til at true Sydkorea og Japan. De er ikke i stand til ved hjælp af missiler at ramme USA. Men vi ved fra deres våbenprogram, at de byggede nogle missiler til sig selv, og de finansierede programmet ved at sælge samme programs produkter til andre, fortæller han.

Jeg frygter, at de skal gøre det samme med deres atomvåbenprogram. Der er mange, heriblandt terrororganisationer, der er ivrige efter at købe atombomber eller bare plutonium. Hvis det sker, kan våbnene meget vel blive brugt mod en amerikansk storby. Men jeg tror ikke, Nordkorea har planer om at angribe USA; derimod kan landet meget vel sælge våben, der vil blive brugt mod USA.

Hvordan er det kommet så vidt, og hvad gør vi ved det?

Jeg hævdede for næsten et år siden, i oktober, at USA skulle have trukket grænsen ved Nordkoreas genindvindelse, ligesom Bill Clintons regering gjorde i 1994. Det ville, understøttet af truslen om brug af militær magt, have givet os et udgangspunkt for forhandlinger. Bush-regeringen har besluttet ikke at gøre dette igen, men i stedet lægge ”indirekte” diplomatisk pres (gennem andre lande i regionen) og økonomisk pres på nordkoreanerne. Jeg ved ikke, om det vil fungere i det lange løb. Jeg ved til gengæld, at inden for de seneste otte-ni måneder er vi gået fra, at nordkoreanernes brugte brændsel blev opbevaret under overvågning af internationale inspektører, til at de har smidt IAEA’s inspektører ud, har genindvundet brændslet, og at de vil være i stand til at fremstille atombomber inden årets udgang. Bush’s tilgang fungerer tydeligvis ikke. Derfor er jeg bekymret og mener, at vi må forhandle direkte med nordkoreanerne, siger William Perry.

Nordkoreanerne beder om en form for ”ikke-angrebsaftale” med USA. Hvorfor ikke arbejde hen imod en sådan?

For det første er det vigtigste, at USA ikke bare er parat til at forhandle med nordkoreanerne, men også parat til at tilbyde noget og kræve noget under forhandlingerne. Og vi må være parat til at acceptere et ja. Hvis jeg skulle udarbejde et udkast, ville USA tilbyde en form for ”ikke-angreb mod sikkerhed”-aftale. Man ville blive nødt til at være påpasselig, når man formulerede den, så vi ikke kommer til at binde os selv så meget, at vi ikke kan forsvare Sydkorea, hvis det skulle blive nødvendigt. Men det ville være en aftale, der forpligtede USA til ikke at indlede et angreb med det formål at vælte det nordkoreanske styre. Derudover ville vi bede Sydkorea og Japan om at give nogle økonomiske fordele, primært i forbindelse med en styrkelse af handlen i regionen. Det ville komme alle parter til gavn, mener William Perry.

Mere end 1 million mennesker er samlet den 11. januar 2003 for at fejre, at Nordkorea har trukket sig ud af Ikke-spredningstraktaten NPT.

Under den sidste Korea-krise, da De var forsvarsminister, fik De det amerikanske militær til at lægge en plan for magtanvendelse, hvis forhandlingerne slog fejl. Bør USA også ”holde krudtet tørt”?

I fjor i oktober kunne vi, som i 1994, have ødelagt deres atomanlæg ved et præcisionsangreb. Vi ved ikke, om vi stadig har den mulighed. I løbet af de seneste otte-ni måneder, hvor vi hverken har forhandlet eller angrebet, har de måske allerede forarbejdet plutoniummet og flyttet det fra atomanlægget i Yongbyon. Så enten er den mulighed væk, eller også forsvinder den meget snart. Det primære problem med en militæraktion er, at USA ikke kan gøre det unilateralt, men kun i fællesskab med sin allierede Sydkorea. I 1994 var sydkoreanerne med os. Det er overhovedet ikke sikkert, at Bush-regeringen i dag vil kunne få Sydkorea overtalt. Når det kommer til stykket, forstår Nordkorea militær magtanvendelse. Og de ved, at USA er verdens største militære magt. Vi har tilstrækkelig indflydelse, og vi burde gøre brug af den, siger han.

Amerikanerne forhandlede i sin tid med Stalin og Mao, så hvorfor ikke mødes med Kim Jong Il?

Det forstår jeg heller ikke. De har sagt, at nordkoreanerne er modbydelige og nogle snydepelse. Ja, det passer. Men nogle gange må vi forhandle med folk, vi ikke beundrer, fordi nationens sikkerhed nødvendiggør det, siger William Perry.

Tribune Media Services International. Trykt i Kristeligt Dagblad 05.08.03. Oversat af Christina Witting Estrup.