Tale ved Hiroshima dagen 06.08.20

Tale ved Hiroshimadagsarrangementet i Cinemateket 6/8 2020

God aften og tak for invitationen

Mit navn er Klaus Arnung. Jeg er formand for foreningen Danske læger mod kernevåben, som blev stiftet i 1981 som den danske afdeling af Internationale Læger for Forebyggelse af atomkrig, IPPNW. IPPNW blev startet året før på initiativ af amerikanske og sovjetiske læger, som ønskede at oplyse om de medicinske konsekvenser af brug af kernevåben. Organisationen blev i 1985 tildelt Nobels fredspris for dette arbejde, som er fortsat siden. IPPNW var også en hovedkraft bag dannelsen af ICAN, der som bekendt fik Nobelprisen i 2017, ikke mindst for at have været helt i front i arbejdet for at få udarbejdet FN’s traktat om at forbyde kernevåben. Traktaten blev vedtaget samme år og mangler nu kun at blive ratificeret af 7 lande for at blive international gældende lov. Alene i dag har 3 lande ratificeret, herunder Nigeria og Irland.

Og hvad er det så, vi har med at gøre? WHO skrev i 1983, at atomvåben udgør den største umiddelbare trussel mod menneskeheden. Og vi ved hvorfor: ved en atomeksplosion frigøres en enorm energimængde på et splitsekund og forårsager en trykbølge, der knuser alt, en varmebølge, der brænder alt, og radioaktiv stråling, der umiddelbart og også på længere sigt skader eller dræber levende organismer.

Vi ved også, at en atombombe af gennemsnitlig størrelse – 100 kiloton – sprængt over en storby, vil dræbe flere hundrede tusinde mennesker og kvæste, forbrænde og bestråle lige så mange.

Med WHO’s ord. Intet lands sundhedsvæsen vil være i stand til på nogen meningsfuld måde at håndtere følgerne af blot en enkelt atomvåbendetonation.

Det er for nylig beregnet, at en såkaldt begrænset atomkrig – og her har man valgt et af verdens farligste brændpunkter– mellem Indien og Pakistan, ville dræbe 125 millioner mennesker på under en uge. Herefter ville de enorme mængder sod, som brandene vil frigive til atmosfæren, forårsage globale klimaforandringer i en årrække, hvor temperaturfald, ændringer i nedbør og reduktion af sollys vil betyde, at op til 2 milliarder mennesker vil blive ramt af hungersnød.

Med sådanne medicinske og humanitære konsekvenser er forebyggelse selvfølgelig det eneste relevante svar. Der er ikke noget behandlingsalternativ.

Det indså man allerede i 1946, hvor FN’s generalforsamling opfordrede til at afskaffe kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben. I Ikke-spredningstraktaten fra 1968 forpligtede de daværende atommagter sig til at arbejde frem mod atomafrustning til gengæld for, at ingen andre lande anskaffede sig disse våben. Men denne forpligtigelse har hverken de gamle eller de senere tilkomne atommagter efterlevet i nu 50 år (bortset fra Kazakstan og Sydafrika,som på et tidspunkt rådede over atomvåben, men som besluttede at afvikle dem ).

Det fremgår med al tydelighed, at atommagterne anser deres kernevåben for acceptable, attråværdige og essentielle for deres sikkerhed. De vil ikke give slip på dem. Arsenalerne moderniseres og våbnene gøres i disse år mere velegnede til at blive brugt på slagmarken, blandt andet ved at reducere sprængkraften i nogle af bomberne. Atommagterne bruger ca 1 million kr hvert minut på deres kernevåben. Ca 2000 af det samlede antal kernevåben på ca 15000 står klar til umiddelbar brug.

Under den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen dominerede dagsordenen, satsede man på, at en storkrig ville være ensbetydende med sikkerhed for gensidig ødelæggelse og derfor ikke ville blive indledt. Men i vore dages multipolare verden er denne strategi ikke længere holdbar, hvis den da nogensinde har været det. Vi ved alle, at risikoen for brug af kernevåben, i krig, ved en fejl eller i forbindelse med terror, anses for at være større nu end den var på højden af den kolde krig. Klokken er halvandet minut i midnat.

I virkeligheden skaber atomvåben usikkerhed for alle, både de lande, der besidder dem og dem, der ikke gør. De skaber mistillid mellem befolkningerne og øger spændingen i konfliktområder. De berøver landene store ressourcer, der for eksempel kunne være brugt på sundhed og uddannelse.

Som vi ved, har flere end 2/3 af verdens lande nu mistet tålmodigheden og vedtaget traktaten om forbud mod kernevåben, TPNW, Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons. Traktaten forpligter de underskrivende lande til ikke at udvikle, afprøve, oplagre, true med eller bruge atomvåben. Som jeg sagde tidligere, vil traktaten blive international gældende lov, når yderligere 7 lande har ratificeret den. Det vil måske ske allerede i år.

Forbudstraktaten er først og fremmest et signal i form af en grundlæggende moralsk afvisning af kernevåben. Ved at tilslutte sig traktaten sender et land en besked til atommagterne om, at enhver brug af atomvåben er uacceptabel set i lyset af den humanitære katastrofe, som vi ved vil opstå, hvis disse våben bliver brugt igen.

Traktaten er også et retligt dokument, der kan hjælpe os i retning af atomafrustning. Ideen er først at forbyde kernevåben, og derefter gradvist afvikle dem under strikt international kontrol. Netop denne model har vist sig effektiv i forbindelse med forbuddet mod de kemiske og biologiske våben, landminer og klyngebomber. NATO, derimod, mener, at først skal forudsætningerne for afskaffelse af atomvåbnene tilvejebringes, dernæst skal våbnene fjernes og til sidst skal de forbydes. Men denne ide har ikke ført os nærmere atomafrustning i de sidste 50 år, og med de nuværende moderniseringer har atommagterne klart signaleret, at de satser på at beholde deres våben i årtier endnu.

FN’s forbudstraktat er endelig et nyttigt middel til folkelig mobilisering. Alle undersøgelser viser , at der i alle lande, også de atomvåbenbesiddende, er et massivt folkeligt flertal, ofte 85 % ,der ønsker kernevåbnene afskaffet. En lang række store organisationer bakker op om aftalen, blandt andre WHO, Røde Kors og World Medical Association. Og en lang række storbyer har tilsluttet sig ICAN’s Cities Appeal, og opfordrer deres respektive regeringer til at tilslutte sig Forbudstraktaten. Det er byer som Washington DC, Paris, Berlin, Los Angeles, Toronto, Tokyo, Oslo. Synes I ikke også, at København skal med på den liste? Og Århus, Ålborg og Esbjerg? Det er jo trods alt storbyernes befolkninger, der især er udset til at blive ofrene i en atomkrig.

Til slut: Hvad med Danmark?

Danmark har boykottet forhandlingerne om forbudstraktaten, støtter den ikke og tilhører det mindretal af verdens stater, som fastholder, at atomvåben er acceptable, legitime og nødvendige. Vores sikkerhedsstrategi bygger på, at USA kan true med og bruge disse selvmordsvåben på vores vegne. Der er dog intet i NATO-traktaten, der forpligter os på kernevåbnene; tværtimod anbefaler NATO i sit strategiske dokument fra 2010 at organisationen bør skabe forudsætninger for en atomvåbenfri verden

Så vidt jeg kan se, er FN’s forbudstraktat den oplagte mulighed for omsider at nå dette mål. Det er netop denne aftale, vi har brug for nu.

Danske Læger mod Kernevåben har flere gange skrevet til folketingspolitikerne og opfordret dem til at ændre holdning til FN’s forbudstraktat, hidtil stort set uden respons endsige resultat.

Jeg håber og tror, at vores borgerforslag vil ændre på dette.             Tak for ordet.

 

 

RELATED POST

Referat landsmøde 02.10.21.

Referat fra årsmødet i DLMK den 2/10 2021 Afholdt i Lille Strandstræde 10, Nyhavn. Til stede: Klaus Arnung (København), Povl…

Argumentationskatalog

Argumentationskatalog for dansk tilslutning til TPNW     ATOMVÅBEN Der findes flere end 13.000 atomvåben, hvoraf over 2.000 er klar…

Formandsberetning 2021

Formandsberetning 2021 Danske Læger mod kernevåben 2/10 2021   I foreningen Danske læger mod kernevåben arbejder vi på snart femte…

Generalforsamling i Lægernes Pension 2021.

Ved forårets generalforsamling i Lægernes Pension kommer ophør af investering i atomvåbenproduktion desværre ikke på dagsordenen som afstemningspunkt. På trods…