Mens verden har talt om slyngelstater, nordkoreanske prøvesprængninger og iranske centrifuger, er en langt mere realistisk atomfare diskret vokset frem fra en helt anden retning: Verdens fem anerkendte atommagter er nemlig alle enten i færd med eller har planer om at modernisere deres arsenaler af atomvåben. Og mens atommagterne alle overholder deres traktatbestemte forpligtigelser til at skære ned i antallet af atomvåben, udvikler især USA, Storbritannien og Frankrig samtidig nye, lettere og præcisere atomvåbentyper, som det er langt mere sandsynligt, at de vil tage i brug end de gamle. Det skriver det førende våben-analyseinstitut Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) i sin årlige rapport om verdens militær og våbenindustri, der udkom 11. juni.

”Under Den Kolde Krig tænkte man på atombomben som et dommedagsvåben: Hvis man brugte det, ville hele verden forsvinde. Dén tankegang har ændret sig”, siger den russiske militærforsker Vitaly Fedchenko, som er en af forfatterne bag rapporten. ”Men de atomvåben, som i dag udvikles i især USA, Storbritannien og Frankrig, har helt andre sigter. De er leaner and meaner: lettere og præcisere, og vi hører en regeringsleder som Jacques Chirac forklare, at franske atomressourcer er omfigureret til at kunne bruges mod stater, der støtter terrorisme mod Frankrig. Mønsteret er, at lederne er begyndt at se atomvåbnene som noget, man kan bruge lidt her og lidt der”, forklarer Fedchenko.

Han påpeger, at mens Kina og Rusland stadig af hver deres grunde mest ser atomarsenalerne som afskrækningsmidler, er også disse to lande i gang med moderniseringsprogrammer. ”For at bevare den afskrækkende funktion er de nødt til at udvikle deres arsenaler i takt med, at de andres bliver moderniseret”.

Brug og trusler
Også SIPRI-forskningsholdets leder, Ian Anthony, vurderer, at et holdningsskifte er i gang: ”Vores bekrymring handler om, at landene begynder at se disse våben som noget, der kan bruges, mens man under Den Kolde Krig så dem som noget, der skulle afskrække”, siger han. Den danske sikkerhedsekspert Bertel Heurlin mener dog stadig, risikoen for, at atommagterne rent faktisk trykker på knappen, er temmelig lille. ”Jeg mener, at risikoen for en atomkrig er steget lidt, men det er på grund af de nye atommagter som Indien og Pakistan. Under Den Kolde Krig var der en enorm forsigtighed omkring hver enkelt missilaffyring, fordi man netop frygtede et atom-ragnarok, og der er man nok blevet lidt mere lempelig i dag med flere spillere på banen”, vurderer han.

Titusinder klar på ”Hair Trigger Alert”
Hos SIPRI, som hvert år udgiver den mest autoritative status over verdens våbenforbrug og militære udviklinger, har man helt konkret opgjort de atomare arsenaler hos hver af de otte lande, der besidder atomvåben i dag.

Status er, at cirka 11.530 atomvåben er klar til kamp netop nu, og heraf står adskillige tusinder på højt beredskab og kan sendes af sted inden for få minutter. Hvis alle atomare sprænghoveder tælles med, der det globale arsenal på over 26.000, siger opgørelsen, der regner Israel med blandt atommagterne og noterer, at en niende atommagt kan være på vej med Nordkoreas prøvesprængning i 2006.

Hvad Iran angår, noterer Ian Anthony, er der endnu ikke set tegn på, at dets uranberigelsesprogram ændrer sit sigte til militære formål. ”Iran kan dukke op på listen, men det sker tidligst om fem år”, siger han.

Fleksible planer
Imens sker der en dobbelt udvikling i de klassiske atommagter: Reduktion og modernisering. USA, for eksempel, regner med næsten at halvere sit samlede antal atomsprænghoveder inden 2012. Men samtidigt igangsatte Bush-regeringen med sidste års store atomvåbenfornyelsesplan ’Complex 2030’ for første gang siden Den Kolde Krig en ny produktion af atomare sprænghoveder.

De nye sprænghoveder udvikles til den nye krigsstrategi OPLAN 8044, som afløser koldkrigstidens samlede operationsplan med et helt sæt af små og fleksible angrebsplaner, der ifølge chef for generalstaben Richard B. Meyers skal ”sikre allierede og afskrække, tilbageholde og om nødvendigt besejre fjender inden for et bredere udvalg af scenarier”.

Også Rusland har fremlagt en plan om at reducere de strategiske våben, men har samtidigt forlænget de missiler, der har flere atomsprænghoveder og er næsten færdig med udviklingen af både en ny klasse strategiske atom-ubåde og et nyt krydsermissil. Kina tager snart en ny generation af strategiske missiler og krydsermissiler i brug, Frankrig er i færd med at udvikle en ny generation af atomare missil-ubåde, og også Storbritannien annoncerede sidste år, at man vil bygge en ny klasse af strategiske ubåde, samtidigt med, at man vil foretage beskedne reduktioner i antallet af operationelle atomvåben.

Små og præcise
Af de nuværende atommagter er det stadig de gamle stormagter, der har langt de fleste atomvåben, nemlig omkring 5.000 i både USA og Rusland. I trusselsbilledet gør det dog ikke nødvendigvis nogen forskel, hvor mange atomsprænghoveder et land har, påpeger Vitaly Fedchenko: ”Vi ser i stigende grad også Storbritannien og Frankrig behandle deres atomvåben som noget, de realistisk kunne finde på at bruge mod for eksempel terrorister, mens Rusland, som har langt flere sprænghoveder end dem, næppe kunne forestille sig at bruge dem. Forskellen ses i udviklingen af de nye franske, britiske og amerikanske atomvåben: Sprænghovedernes eksplosive kraft er mindre, i snit et par hundrede kiloton, og til gengæld er deres præcision større. Det står også i modsætning til kineserne, hvis sprænghoveder er langt større, op til et par megaton, og som ikke er så interesserede i præcision, fordi de mest ser atomvåbnene som afskrækning”, siger han.

Samme tendens til, at atomvåben ikke længere er i en klasse for sig, ser Bertel Heurlin i den anden ende: Udviklingen af de konventionelle våben: ”Verdensoffentligheden ville stadig reagere med et ramaskrig på et atomangreb. Så til gengæld arbejder man ikke mindst i USA på at gøre de konventionelle våben så stærke og effektive, at de nærmer sig atomvåben, samtidigt med, at man hele tiden arbejder mod teknologiske nybrug og helt nye våbenformer”, siger han.

Skrevet af journalist Lotte Folke Kaarsholm, trykt i Dagbladet Informaton 13.06.07.