Kapløbet, der ikke kan vindes.

Alle de gamle våbenkontrolaftaler fra Den Kolde Krig og de følgende år er i dag faldet – og et nyt atomvåbenkapløb er sat i gang. Det tegner til at blive endnu farligere end det forrige.

Af Jessica T. Mathews.

Som Toto i Troldmanden fra Oz trak præsidenterne Ronald Reagan og Mikhail Gorbatjov i 1985 gardinet til side og afslørede sandheden om det atomkapløb, som begge deres lande havde kastet hundredvis af milliarder af dollars ind i: ”En atomkrig kan ikke vindes”, fastslog USA’s og Sovjetunionens ledere i en fælleserklæring efter deres topmøde i Genève. Og derfor ’må den aldrig udkæmpes’.

Det hører til sjældenhederne, at regeringserklæringer fastslår så indlysende sandheder. Reagan og Gorbatjov undlod ganske vist at drage følgeslutningen: At heller ikke et atomvåbenkapløb kan have vindere. Men deres fælles forståelse indledte en æra med gensidige forpligtigelser på våbenkontrol og ikkespredning. Gennem årtiers svære og minutiøse forhandlinger blev der opbygget en tæt struktur af traktater, aftaler – og sågar enkelte unilaterale skridt – om offensive og defensive atomvåben med kort, mellemlang og lang rækkevidde. Og med aftale procedurer for test, inspektionsordninger og gensidig observation.

Vel var de to parter ofte mest tilbøjelige til at opgive ældre systemer, de alligevel påtænkte at afvikle, og vel var uklare formuleringer i aftalerne en opskrift på fremtidige uoverensstemmelser. På amerikanske side kunne den politiske pris for at få Senatet med på at ratificere traktaterne også være særdeles høj. Alligevel lykkedes det Washington og Moskva at indføre et nyt våbenkontrolregime, der nedbragte det samlede antal atomvåben i de to lande fra 60.000 til ca. 11.000 i dag – det præcise antal er hemmeligt. Ifølge den seneste traktat, New START, som blev underskrevet i 2010, skal begge lande holde sig under et loft på 1.550 opstillede våben og opmagasinere resten. Dette fald på 80 procent – 95 procent, hvis vi kun tæller de opstillede våben med – var under alle omstændigheder en bemærkelsesværdig præstation.

Unilaterale opsigelser.

Men i dag er den fælles forståelse forduftet. I 2002 trak USA sig ud af ABM-traktaten (om antiballistiske missiler, red.), og dermed blev der åbnet for, at den ene unilateralt kan opsige en aftalebestemmelse, hvis den ikke længere vil acceptere dens restriktioner.

Siden er alle de øvrige aftaler faldet én efter én. I februar 2026 udløber så også New START, den sidste mursten i det møjsommeligt opbyggede bygningsværk. Dermed vil USA og Rusland for første gang i et halvt århundrede ikke længere have begrænsninger på deres respektive atomvåbenarsenaler. Ikke siden Den Kolde Krig har spændingerne mellem stormagterne været på så højt niveau. Nu er et nyt atomvåbenkapløb gået i gang, som tegner til at blive langt farligere end det første. Dels fordi det vil blive tresidet – nu også med deltagelse af Kina – og dermed meget mere ustabilt end et tosidet kapløb. Dels fordi det vil blive forstærket af helt nye teknologier, herunder af udviklingen af cybervåben, kunstig intelligens, en mulig militarisering af rummet, nye muligheder for lokalisering af ubåde på store havdybder og andre innovative militærmidler.

For bedre at forstå faren i den udvikling må vi se tilbage på de særlige dynamikker i det historiske atomvåbenkapløb og tage bestik af den galskab, der drev de intelligente mennesker, der lod sig fange i dets greb, til groteske ekstremer. Fra 1950 – 1965 voksede USA’s arsenal for de første få sprænghoveder til over 30.000 – fem gange så mange som Sovjetunionen havde dengang. I de år som i dag er USA’s tilgang defineret i den såkaldte Single Integrated Operational Plan (SIOP) – en manual for atomkrig, der omfatter indsatser for alle amerikanske væbnede styrker. SIOP fastsætter de mål, der skal angribes, og kriterier for sikret ødelæggelse af disse mål.

Som forfatteren Fred M. Kaplan fortæller i sin læseværdige bog The Bomb, stod præsident Eisenhower bag et af de første forsøg fra Det Hvide Hus på at genvinde stærkere kontrol over den nukleare planlægning, som militære strateger udførte in hans navn. I november 1960 sendte han sin videnskabelige rådgiver, George Kistiakowsy, og våbeneksperten George Rathjens til det amerikanske flyvevåbens overkommando i Omaha for at få en briefing.

Rathjens mødte velforberedt op hos Strategic Air Command (SAC) med navnet på en sovjetisk by, der lignede Hiroshima i størrelse og industriel kapacitet og spurgte, med hvilke våben SIOP havde tænkt sig at angribe den. Svaret var en 4,5 megaton bombe efterfulgt af tre 1,1 megaton bomber – en vanvittig sprængkraft, hele 600 gange større end den på 12, 5 kiloton, der blev kastet over Hiroshima.

Uhyrlige overkill-niveauer

Da analytikere uden for SAC fik mulighed for at studere de foreliggende planer nærmere, blev de lamslåede og forfærdede over flere ting. På spørgsmålet om, hvor mange russere, kinesere og østeuropæere der ville blive dræbt i det omfattende totalangreb, som den første udgave af SIOP havde tilrettelagt på papiret, var svaret fra SAC: 275 millioner – et tal, der kun omfattede dødsfald som følge af bombeeksplosioner ikke tallet for dræbte som følge af varme, ild, røg og radioaktivt nedfald, for disse tab lod sig ikke beregne præcist. De reelle dødsfald ville således blive mange gange større.

I den berørte region boede på daværende tidspunkt 1,03 milliarder mennesker. Hvor ufatteligt det kan lyde, var frygten for Sovjetunionen så stor og SAC’s indflydelse på det militære etablissement og politiske momentum i Washington så betydelig, at præsidenterne og deres forsvarsministre i regering efter regering blot nedskrev retningslinjer, som SAC så omsatte til uhyrlige planer. Årtier senere var antallet af våben kommet langt ned efter flere nedskæringsrunder. Alligevel var overkill-niveauet i SIOP stadig vanvittigt. En revision bestilt af præsident Obama afslørede for eksempel, at planen stadig omfattede mål, som bestod af tomme marker – ifølge den amerikanske efterretningstjeneste fordi disse var udset til mulige reservelandingsbaner for russiske bombefly, hvis deres primære baser var ødelagt.

Som Kaplan fortæller, krævede den officielle vejledning, at ’sekundære bombeflybaser’ skulle ødelægges, så SIOP afsatte ikke bare ét, men flere våben til angreb på hver af disse marker.

Det surrealistiske ved disse krisscenarier var ikke kun beredskabsplanerne, men også deres operationelle ekkoer. General i US Air Force Charles Boyd en tidligere jagerpilot (og min nu afdøde mand), gjorde i den periode tjeneste i en funktion, hvor hans opgave i tilfælde af krig i Europa ville blive at iværksætte et atomvåbenangreb.

Han og hans medpiloter fik hver især udleveret en øjeklap foret med bly og instrukser om at påsætte den, lige før de udløste deres bombe. I den højde deres fly fløj i, ville deres ubeskyttede øjne ellers blive blændet af eksplosionens lysglimt. Herefter kunne de fjerne den og bruge det ubeskadigede øje til at navigere. At miste synet på det ene øje var ikke en stor bekymring, for piloterne var ikke i tvivl om, at der ville blive tale om en envejsmission: Midt i en atomkrig ville der ikke være nogen steder i Vesteuropa at lande.

Halvandet minut i midnat

Hvert år siden 1947 har forskergruppen Bulletin of the Atomic Scientists publiceret en opdateret udgave af et såkaldt ”dommedagsur”, der skal anskueliggøre risikoen for en menneskeskabt teknologisk udløst global katastrofe.

Efter underskrivelsen af START 1 -traktaten i 1991 – den første, der førte til større nedskæringer i de sovjetiske og amerikanske atomarsenaler – blevet uret sat til 17 minutter før midnat. I 2024 viser uret halvandet minut i midnat, det tætteste, der nogensinde er kommet det metaforiske apokalyptiske øjeblik.

Forskerne har som forklaring på de seneste viserfremrykninger henvist til den udbredte og voksende afhængighed af atomvåben, de enorme summer, der bruges på at udvide eller modernisere atomarsenaler, og de eksplicitte russiske trusler om at bruge atomvåben i Ukraine.

En yderligere væsentlig årsag til den voksende bekymring er, at Kina efter årtier med et kun lille nukleart afskrækkelsesberedskab nu hastigt er i færd med at udvide sit arsenal. Det anslås, at landet i dag har 500 atomvåben og planer om at nå op på 1.000 inden udgangen af årtiet. Længere fremme, i 2035, er målet at kunne matche såvel USA og Rusland numerisk gennem opstilling af 1.500 strategiske våben (den slags, der er kraftige nok til at ødelægge byer og andre fjerne mål). Washington kan kun gisne om Kinas bagvedliggende motiver. Da Beijing aldrig har villet forhandle om våbenkontrol, har den amerikanske regering kun begrænset førstehåndsviden om, hvad Beijing vil med sine atomstyrker og sin strategi. Det kan være, at Beijing forbereder sig på en krig om Taiwan eller mere generelt søger at manifestere et herredømme over den indoasiatiske region. Det kan også tænkes at være et svar på, hvad Kina ser som amerikansk aggression. Eller det kan være, kineserne blot tager skridt, de finder passende for en ny stormagt. Der kan desuden være blandede motiver i de forskellige dele af den kinesiske topledelse.

Rusland er på sin side ved at modernisere sine traditionelle atomstyrker. I 2018 løftede Putin i en vred tale sløret for flere nye russiske atomvåbensystemer. Han hævdede, at de skulle forstås som svar på USA’s opsigelse af ABM-traktaten og efterfølgende indsats for at udvikle et missilforsvar, som Moskva hele tiden har været stærkt imod, opsat på ikke at se sit missilvåbens afskrækkelseskraft neutraliseret i en mulig krig.

Ironien er, at trods enorme anstrengelser og bevillinger i årtier har USA aldrig været i stand til at lykkes med dette projekt. Det bedste, det amerikanske missilforsvar kan præstere, selv under idealiserede testforhold, der er arrangeret for at lette opgaven, er – måske – at opfange, hvad der svarer til et eller to nordkoreanske missiler. Men stadig er man end ikke i nærheden af at kunne afværge et stort russisk angreb.

USA’s exit fra ABM-traktaten gav derfor bagslag på den værst tænkelige måde. Det førte ikke til mere sikkerhed, snarere til mindre, og vakte samtidigt forbitrelse og frygt i Rusland. Blandt de nye våben, hvis indførelse Putin har bekendtgjort, er et interkontinentalt hypersonisk svævefly, der kan ændre bane under flyvning, et atomdrevet højhastigheds krydsermissil med næsten ubegrænset rækkevidde og en undersøisk atomtorpedo, der kan krydse Stillehavet. ”Ingen har villet lytte til os før”, sagde Putin, ”så I skal lytte til os nu”.

Ikke desto mindre kunne Rusland og USA i præsident Bidens første uge i embedet proklamere, at parterne havde indgået en ny START-aftale for fem år. Det skete kun få dage før udløbet af den gamle. Blot to år senere meddelte Moskva imidlertid i et anfald af vrede over Vestens støtte til Ukraine, at man ”suspenderede” traktaten. Ganske vist ser det ud til, at begge parter stadig efterlever traktatens våbenbegrænsninger. Men dens afgørende bestemmelser om verifikation via dataudveksling, notifikationer og inspektioner er faldet bort.

Senere samme år tog Moskva det skridt at tilbagekalde sin ratifikation af traktaten om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger (CTBT) fra 1996. Rusland ratificerede den i 2000, selv om Senatet i USA i 1999 chokerende nok havde afvist traktaten, der blev til som et amerikansk initiativ og havde national topprioritet i årevis. Da Rusland afratificerede var det ikke som reaktion på USA’s manglende ratificering af traktaten – det var ganske som med dets opsigelse af New START en reaktion på USA’s støtte til Ukraine.

CTBT er ratificeret af 178 lande, men kan ikke træde i kraft før USA, Kina og nogle få andre også tilslutter sig. En anden vinkel på historien er, at George H. W. Bush bekendtgjorde et ni måneders moratorium for testning i 1992. Ny teknologi gav nu mulighed for at sikre sikkerheden og pålideligheden af atomvåben uden eksplosionstest.

Moratoriet har nu strakt sig over 32 år, og alligevel har Senatet aldrig været villig til at tage traktaten op til fornyet overvejelse. Ikke desto mindre har den nye norm holdt. Bortset fra Nordkoreas prøvesprængninger har der i dette århundrede ikke været prøvesprængninger noget sted i verden.

Russisk-kinesisk partnerskab

I løbet af årtiers krævende forhandlinger udviklede USA en god forståelse af de doktriner, personligheder og tekniske detaljer, der indgår i Ruslands atomplanlægning. Men to nylige udviklinger tegner nu et dystert billede. Få dage før invasionen af Ukraine i 2022 bekendtgjorde Putin og Kinas præsident, Xi Jinping, et partnerskab ”uden grænser”, der skal dække økonomiske, geopolitiske og sikkerhedsmæssige relationer.

Kina har sat visse grænser for, hvad det vil gøre – for eksempel vil det ikke officielt levere våben til Rusland til brug i Ukraine. De to landes fælles erklærede mål om at sætte en stopper for USA’s dominans i internationale anliggender vækker dog dyb bekymring blandt de amerikanske ledere.

Med krigen i Ukraine har Putin samtidig kastet sig ud i en grad af nuklear sabelraslen, der savner historisk fortilfælde. Da invasionen begyndte, satte han Ruslands strategiske våben i forhøjet alarmberedskab. Siden har han truet med at bruge taktiske atomvåben (våben med kortere rækkevidde beregnet til brug på slagmarken), hvis han vurderer, at Vestens støtte til Kyiv går for vidt, og han har ladet nogle af disse våben overføre til Belarus samt beordret fælles kampøvelser, der involverer en simuleret aktivering.

Senest har det via officielle kanaler forlydt, at Ruslands formelle doktrin ændres, således at tærsklen for brug af atomvåben sænkes. Trods sådanne skridt er der dog ingen tvivl om, at Rusland fortsat afskrækkes af den ubestridelige trussel om overvældende amerikansk modsvar på enhver brug af atomvåben.

USA har på sin side indledt omfattende modernisering af hele sin strategiske såkaldte triade, som omfatter 1) nye sprænghoveder, 2) fremføringsmidler (bombefly, ubåde, missiler) og 3) støtte- og kommando- og kontrolsystemer.

Hvis der ikke sker flere budgetoverskridelser, hvilket er nærmest utænkeligt, vil det koste mindst 1.500 milliarder dollar at udvikle, bygge og drive de nye systemer (for at få en fornemmelse af det enorme omfang svarer 1.000 milliarder sekunder til 32.000 år). Med både tekniske, økonomiske og strategiske begrundelser er der foreslået flere alternativer til at erstatte triadens landbaserede missilben.

De såkaldte Minuteman ICBM’s kaldes et first strike-våben, fordi placeringen af deres faste siloer er velkendt. Derfor skal de i en krig affyres hurtigt, før de selv bliver angrebet. Af samme grund holdes de i højt beredskab, hvilket gør dem særligt sårbare over for uheld eller fejlberegninger. Dermed er de både usikre og destabiliserende. De forventede omkostninger til denne del af programmet er steget med 81 procent siden 2020, og tidsplanen er skredet. Pentagon insisterer på, at alt skal fortsætte som planlagt. Kombinationen af enorme udgifter til opgraderinger og udvidelser af verdens tre største atomarsenaler, det høje spændingsniveau og mistilliden mellem Rusland, Kina og USA samt forventningen om stærkt destabiliserende teknologiske fremskridt er årsagen til, at dommedagsuret nu er rykket så tæt på midnat som aldrig før. Senest er der tegn på, at sekundviseren måske skal rykkes endnu tættere på.

Den amerikanske moderniseringsplan har endnu ikke omfattet udvidelser af atomvåbenarsenalet. Der skulle ske en udskiftning af gamle – i nogle tilfælde meget gamle våben – med nye og forbedrede udgaver, men man skulle fortsat holde sig inden for New START’s grænser for våben og fremføringssystemer. Men New START udløber om 14 måneder, og der er ingen udsigt til, at traktaten forlænges eller erstattes. Desuden blev den amerikanske atomslagstyrke oprindeligt designet til udelukkende at skulle bruges mod Rusland. En styrke, der var stærk nok til det formål, blev altid anset for også at være stærk nok til at kunne håndtere en potentiel trussel fra Kina eller enhver anden stat.

Nu ændrer Kinas åbenlyse vilje til hurtigt at skaffe sig en stor strategisk atomstyrke og dets nye partnerskab med Rusland billedet dramatisk. USA står ikke over for én, men to nukleare ”næsten-ligemænd”. Nu er det kritiske spørgsmål, hvordan USA vil reagere på denne nye udfordring. Amerikanske høge har refleksagtigt hævdet, at med den nye situation vil det blive nødvendigt at udvide det amerikanske arsenal. Indtil for nylig afviste Biden-administrationen og mange uafhængige eksperter imidlertid dette skridt som en grundlæggende misforståelse af atomafskrækkelse.

”Atomafskrækkelse er ikke bare en tal leg”, sagde forsvarsminister Lloyd Austin i december 2022. ”Faktisk kan netop den tankegang anspore til et farligt våbenkapløb”.

Seks måneder senere var den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan endnu mere klar i mælet: ”Jeg vil gerne gøre det helt klart: USA har ikke brug for at øge vores styrker til at overgå vores konkurrenters samlede antal for at kunne afskrække dem med succes”.

I stedet for tal er det meningsfulde mål for afskrækkelse, om USA – efter at have ’absorberet’ selv et kombineret angreb fra begge fjender – stadig vil kunne påføre disse katastrofal skade.

Det afhænger i høj grad af, hvad man vælger at gå efter. USA’s nuværende strategi, kendt som counter force, er rettet mod modstanderens atomstyrker, lederskab og militære kommando- og kontrolstruktur. Andre muligheder såsom at angribe den infrastruktur, der holder en stat sammen – dens industri, havne, transport, finans, kommunikationsnetværk, regering og konventionelle styrker – kan opnå samme resultat med færre sprænghoveder og et lignende antal civile dræbte.

Den atomare pause er slut

I sommeren 2024 signalerede embedsmænd i administrationen, at de stigende atomrisici kan tvinge USA til ikke blot at udskifte og modernisere, men også udbygge sin atomslagstyrke. I så fald vil dette kunne føre til intet mindre end ”en ny atomalder” – det udtalte Viping Narnag, en højtstående embedsmand i Pentagon, den 1. august.

”Hvis der ikke sker en ændring i Ruslands adfærd og Kinas atomare kurs”, tilføjede han, ”vil vi kunne se tilbage på perioden siden afslutningen af Den Kolde Krig som en ’atomar pause’”. Der er modstridende rapporter om, hvorvidt de tophemmelige nukleare retningslinjer, præsident Biden underskrev i marts sidste år, også lægger op til at omlægge det nukleare beredskab i forhold til Kina.  ”Vi har gentagne gange givet udtryk for bekymring over Kinas voksende arsenal” sagde en talsmand for det Nationale Sikkerhedsråd i en bevidst ikkeinformativ kommentar, men ”der er langt mere kontinuitet end forandring” i de nye retningslinjer. Ved at hæve det implicitte trusselsniveau forsøger administrationen måske at presse Moskva og Beijing til at ændre adfærd, eller også kan der have været en intern bureaukratisk kamp i gang, som er blevet løst med en ny politik. Med tidligere præsident Donald Trumps genvalg er der næppe tvivl om, at regeringen vil reagere aggressivt på, hvad den ser som en øget trussel fra Kina. Trumps fjerde og sidste nationale sikkerhedsrådgiver i hans første periode, Robert C. O’Brien, hævdede i sommer, at ”USA må (…) have et arsenal, som hele tiden er numerisk overlegent, også når vi lægger de kinesiske og russiske atomlagre sammen”. Det lyder matematisk umuligt. Den formodede gode personlige kemi mellem præsidenterne Putin og Trump vil næppe afholde Rusland fra at matche enhver udbygning, USA måtte foretage – trods alt har de amerikansk-sovjetiske og derefter russiske våbenkontrolaftaler, der tidligere er forhandlet igennem, bygget på et fælles mål om jævnbyrdighed. Men Kinas styrke kommer så oveni. Derfor vil allerede lighed i antal og dermed også overlegenhed i slagkraft være uopnåelig. At gå efter det mål er den idiotsikre opskrift på et våbenkapløb uden ende. O’Brien taler også for at genoptage atomprøvesprængninger. Efter at have udført over tusind test har USA dog næppe meget at lære ved at udføre flere. Kina har derimod gennemført under 50 og vil gribe chancen for at genoptage dem, hvis USA tager politiske ansvar for at bryde moratoriet.

Og så vil der ikke gå lang tid, før andre atomvåbenstater og nuværende ikke-atomvåbenstater følger trop. Resultatet ville blive en meningsløs svækkelse af USA’s nationale sikkerhed – og en kraftig ansporing til global spredning.

Det ser med andre ord ud til, at tæppet er ved at gå op for et nyt våbenkapløb på dybt destabiliserende forudsætninger i form af en tredje deltager og en mængede ny teknologi. Der kan næppe være tvivl om, hvordan det vil tage form – og, om Gud vil – hvordan det igen vil ophøre.

Hvert land vil bruge enorme summer på at reagere på de værst tænkelige antagelser om de andre. Omdirigeringen af midler fra indenlandske behov og voksende nationale gældsbyrder vil svække alle kapløbets deltagere. Alt det vil fortsætte, indtil frygten blandt nationale ledere og måske i offentligheden vil få de klogeste hoveder til igen at slå ind på diplomatiets vej og indlede første små og svære skridt i retning af forhandlet våbenkontrol.

Herefter vil der blive brugt yderligere enorme summer på at afmontere alt det, man nåede at opbygge. Og så har vi slet ikke talt om de mulige dystre scenarier i form af ulykker, fejlberegninger eller en ’begrænset’ atomkrig, som man med vilje har startet eller er snublet ind i, indhyllet i den illusion, at den ikke ville eskalere til et globalt holocaust. De som har ansvaret for at beskytte USA, skal naturligvis tage højde for de værst tænkelige antagelser om modstanderne. Men de skal også huske på de sandheder, vi nu kender om os selv. Da USA i 1960’erne gik i gang med at opbygge en atomslagstyrke, havde amerikanske regeringer ingen hensigt om at ødelægge planeten, selv om de anskaffede sig rigeligt med atomvåben til at gøre det.

Selv om deres planer også omfattede et muligt forebyggende førsteangreb på Sovjetunionen, var der ingen præsident eller intet parti, der nogensinde overvejede at starte en atomkrig. Selv nu, hvor så mange flere enkeltheder om perioden er offentligt kendt, er det stadig svært at udpege en enkelt klar begrundelse for, hvorfor USA besluttede sig for at etablere et sådant arsenal.

Tilbage til den røde telefon

Selv om USA står over for reelle trusler, er landet stadig uden tvivl den stærkeste af de tre deltagere i denne dyre, farlige og i sidste ende nytteløse kamp. USA er også i en god position til at overveje, hvad der kan gøres for at stoppe kursen imod den.

En forhandlet afslutning på krigen i Ukraine kan fjerne barriererne for samarbejde med Rusland. Men selv før parterne når så langt, er der muligheder. General Christopher Cavoli, NATO’s øverstkommanderende, som taler flydende russisk og har studeret landet, opfordrer til, at Washington gør sit yderste for at genoprette de kommunikationslinjer, herunder den såkaldt røde telefon, som muliggjorde, at USA og Sovjetunionen kunne overleve den kolde krig:

”Vi vidste, hvordan vi skulle kommunikere verbalt og nonverbalt om vores intentioner på en måde, der gav den anden side forudsigelighed … Det var en af de vigtigste ting, vi brugte til at … opnå afskrækkelse uden væsentlig risiko … Vi vidste, hvordan vi skulle sende signaler til hinanden … næsten alt det er væk nu”.

Selv om Rusland overtrådte INF-traktaten (Intermediate-Range Nuclear Forces) fra 1987, da landet opstillede missiler med en ulovlig lang rækkevidde, tror Rose Gottemoeller, USA’s chefforhandler for New START og tidligere vicegeneralsekretær i NATO på, at der er en chance for nye forhandlinger om denne missiltype.

Et udspil fra Putin i 2020 kan tolkes i den retning, og Kina er muligvis også interesseret. Putin og Xi har efter sigende diskuteret parallelle suspensioner af opstillinger af INF-missiler i Europa og Asien.

Også den offentlige mening kan være en vigtig faktor. De store skridt til at afvikle det første våbenkapløb tog form under et stort offentlig pres, som påvirkede ledere og lovgivere. I dag har klimaforandringer erstattet atomkrig som den største eksistentielle trussel i den offentlige bevidsthed, og finansieringskilderne til ikkestatslig forskning og analyse har i alt for høj grad omdirigeret ressourcer i den retning, selv om grundene til at frygte atomkrig (om noget) er større, end de var dengang. USA’s senat kan også genoverveje traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger. Insidere i Washington vil måske afvise tanken som latterlig, da Senatet aldrig har vist den mindste vilje i den retning.  

Men efter 32 år uden testning, med dokumenterede alternative metoder til at sikre pålideligheden af amerikanske våben og med internationale overvågningsstationer, der er i stand til at opdage den mindste prøvesprængning på planeten, er der ingen legitime argumenter imod ratificering.

Desuden er der i dag hele 91 senatorer, som ikke deltog i afstemningen dengang. Selv om det ikke vil få indflydelse på USA’s sikkerhed, isoleret set, vil en ratificering give genlyd verden over. Den vil sandsynligvis blive fulgt op af de øvrige traktatmodstanderes ratificering, hvilket kan sætte skub i en global indsats for at begrænse spredning og stigende atomrisici.

Mine ideer her er blot forslag blandt flere mulige. Andre vil have andre ideer. Pointen er, at selv om de formelle forhandlinger om våbenkontrol lige nu er udelukket på grund af de aktuelle geopolitiske spændinger med både Rusland og Kina, er der skridt, USA kan tage, som ikke kompromitterer dets egen sikkerhed, for at stoppe eller vende den nedadgående spiral, der er begyndt imod afgrunden af et nyt atomvåbenkapløb i fuld skala.

Jessica T. Mathews var forkvinde for Carnegie Endowment for International Peace fra 1997-2015, hvor hun nu er seniorforsker. Hun har tidligere arbejdet for det amerikanske udenrigsministerium og for det nationale sikkerhedsråd i Det Hvide Hus.

©New York Review of Books og Dagbladet Information 07.12.24. Oversat af Niels Ivar Larsen.