De europæiske NATO-lande vil i dag (20. nov. 2010) på et topmøde i Lissabon sige ja tak til at komme ind under et missilskjold, som USA planlægger at bygge og opstille over de næste 10 år i Sydøsteuropa og Polen. Et missilforsvar rettet mod Iran.

I går blev den sidste hurdle klaret, da Frankrig og Tyskland blev enige om en formulering i sluterklæringen, der tolker et missilforsvar som et første skridt mod en fjernelse af de 200 tilbageværende amerikanske atombomber på kontinentet.

Hvorfor bevare atomvåben, når vi i fremtiden vil kunne forsvare os mod missilangreb? spørger tyskerne. Frankrig tolker et missilforsvar som en svækkelse af dets nationale atomslagstyrke. Tysklands lille sejr i Lissabon i går kan imidlertid blive irrelevant i et historisk perspektiv. Det skyldes, at et missilskjold over Europa ikke vil kunne leve op til sit formål – at beskytte hele det europæiske territorium – i en overskuelig fremtid, siger flere eksperter.

Gaber over for meget.

”Det har altid været USA’s hensigt at beskytte de amerikanske baser i Europa. Missilskjoldet er ikke beregnet til at beskytte hele territoriet”, siger Pavel Podvig, en atomvåbenforsker på Center for International Security and Cooperation ved Stanford University. ”Det er muligt, at missilskjoldet på sigt formår at opfylde sin oprindelige opgave – at beskytte militære installationer i Europa mod mellemdistance-raketter fra Iran. Men det er virkeligt at gabe over for meget, når man foregiver, at man kan beskygge hele territoriet” siger Podvig, der indtil sin udvandring til USA var én af Ruslands førende forskere i atomvåben.

Forskerne Theodore Postol og George Lewis ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) har for nylig i en videnskabelig artikel offentliggjort af Bulletin of the Atomic Scientists afvist, at præsident Obamas idé til et missilforsvar i Europa vil fungere efter hensigten. ”Det er en myte, at prøveaffyringer af landbaserede antimissiler og søbaserede antimissiler skulle have bevist, at de er skudsikre” skriver de to MIT-forskere, der har gennemgået hver affyring minutiøst med hjælp af data fra Pentagon.

De udbygger deres argument med det kendte forhold, at Iran vil have let spil med at udvikle modforanstaltninger til at ’narre’ amerikanske antimissiler af typen SM-3 stationeret på krigsskibe i Middelhavet eller i Polen og Rumænien. Hvis formålet med et europæisk missilforsvar skulle være at afskrække Iran fra at placere atomvåben på mellemdistance-raketter eller bygge interkontinentale raketter, vil den strategi med sikkerhed fejre, forudsiger Lewis og Postol.

Foghs kæphæst.

Et europæisk missilskjold er blevet en kæphæst for NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen. I en kronik i The New York Times den 12. oktober hævdede han, at en binding af nationale luftforsvarssystemer i Europa, herunder det amerikanske Patriot-system, til amerikanske SM3-antirakketer på 30 Aegis-krigsskibe i Middelhavet og en X-band radar opstillet i Tyrkiet ”vil gøre NATO i stand til at beskytte sit territorium og sine befolkninger”.

Generalsekretæren hævder også, at ”over 30 lande besidder eller er i færd med at rekvirere missiler, som kan fremføre masseødelæggelsesvåben. Nogen af de missiler kan allerede nå europæiske byer, og problemet vil bare blive værre”. Tallet 30 stammer fra en Pentagon-rapport, som vurderer missiltrusler mod amerikanske militære mål på globalt plan, siger Pavel Podvig.

”Skræmmekampagne”.

Tom Collina: Det er at føre skræmmekampagne. Langt de fleste af disse 30 lande er jo venligtsindende eller vores allierede. Det er ikke de 30, NATO bekymrer sig om. Det er selvfølgelig Iran og Rusland”.

Generalsekretæren vurderer, at det vil koste ca. 200 mio. euro over 10 år til en opgradering af NATO’s kommando- og kontrolsoftware, således at NATO sidder med ved styrpinden, når de første SM3-raketter bliver installeret på Aegis-skibe i 2011. En så lav pris skyldes naturligvis, at USA betaler for hele systemet, hvis primære formål er at beskytte Israel og amerikanske styrker i Europa. NATO er blot om bord som medrejsende på 2. klasse. Det er der jo ikke noget galt ved, blot man kender betingelserne”, bemærker Pavel Podvig.

Skrevet af Martin Burcharth, Dagbladet Informations korrespondent i USA., Information 20.-21.11.10.