Af Jimmy Carter, Nobelprisvinder i 2002.

I juni 1994 havde nordkoreanerne udvist inspektørerne fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, og der var udsigter til, at de ville lave plutonium af brugt brændsel fra en grafitmoderet atomreaktor i Yongbyon. Det var tydeligt, at der var risiko for krig på den koreanske halvø.

FN’s Sikkerhedsråd blev af USA opfordret til at indføre strenge sanktioner mod Nordkorea. Der var bred enighed, også hos amerikanske militæreksperter, om, at Sydkorea’s og USA’s samlede hære ville kunne nedkæmpe Nordkorea. Men USA’s øverstbefalende i Sydkorea anslog, at det samlede antal faldne ville være større end i Koreakrigen.

Det var USA’s politik at nægte at tale direkte med Nordkoreas ledere. Som svar på en stående invitation fra den nordkoreanske præsident, Kim Il Sung, og med præsident Bill Clintons samtykke tog jeg til den nordkoreanske hovedstad, Pyangyan, og var med til at tilvejebringe en aftale om, at Nordkorea skulle afbryde atomprogrammet i Youngbyon og lade IAEA’s inspektører vende tilbage dertil for at sikre, at det brugte brændsel ikke blev genanvendt.

Til gengæld forsikrede USA og vores allierede Nordkorea om, at de ikke ville blive udsat for nogen trussel om atomangreb, at de ville blive forsynet med brændselsolie som erstatning for den energi, de ville miste ved lukningen af atomprogrammet i Yongbyon, samt at de ville få to moderne atomanlæg, hvor brændselsforsyningen ville blive overvåget af internationale inspektører.

Bluff eller a-våben.

Siden da har man fortsat overvåget den brugte brændsel fra Yongbyon, men de to atomanlæg, der skulle erstatte Yongbyon-anlægget, er endnu ikke blevet bygget, og USA har indtaget, hvad nordkoreanerne betragter som en krigerisk holdning til dem.

Hvad der er mere alvorligt, er, at regeringen i Pyongyang har bekendtgjort, at Nordkorea har fået adgang til beriget uran og er ved at udvikle midlerne til fremstilling af atomvåben. Hvis dette er sandt, er det et groft brud på hidtidige aftaler og en trussel mod freden i regionen.

Det står ikke klart, om Nordkorea bluffer, om de rent faktisk har et atomprogram, eller om de har udviklet atombomber endnu. Derimod står det klart, at det internationale samfund ikke kan tillade Nordkorea at blive en atommagt.

Sydkorea og Japan opfordrer til fortsatte forhandlinger. Kinas holdning er endnu ikke blevet klarlagt. USA står i realiteten over for et valg, som meget ligner det, de stod over for i 1994: Enten at tage en militær konfrontation eller at acceptere Nordkoreas forsalg om en løsning af atomproblemet, der bygger på en afspænding mellem de to lande.

Kim Il Sung lovede mig, at han ville mødes til diplomatiske forhandlinger med Sydkoreas præsident, Kim Young-sam, og der blev truffet aftaler om et sådant topmøde. Men kort tid efter døde den nordkoreanske leder.

Efter våbenhvilen.

Hans søn, Kim Jong Il, og Sydkoreas præsident, Kim Dae-jung, aftalte senere et møde. Der er sket visse fremskridt mellem Nordkorea og både Japan og Sydkora i de seneste måneder, men det arbejde, som Bill Clinton foretog for at forbedre forholdet til Nordkorea, ophørte med hans præsidentperiode.

Det, der er brug for på den koreanske halvø, er en afslutning på over et halvt århundredes ”våbenhvile” og indgåelse af en omfattende og permanent fredsaftale. Det er stadig muligt for ihærdigt diplomatisk arbejde at bære frugt – med konstruktiv deltagelse fra USA.

Rammerne for en aftale findes endnu, og de omfatter elementer, der skal bestyrkes gennem handlinger fra alle parter i kombination med uhindrede internationale inspektioner.

For det første må Nordkorea give afkald på enhver form for atomvåbenprogram, og Nord- og Sydkorea må fortsætte med tillidsfulde diplomatiske møder. Derefter kan USA arbejde hen imod et normalt forhold til Nordkorea. De grundlæggende præmisser for den aftale, man kom frem til i 1994, skal overholdes gennem et samarbejde mellem Nordkorea, Japan, Sydkorea, USA og Kina.

Endelig må de internationale spændinger mindskes gennem gradvis afmilitarisering af grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

Man kan naturligvis også vælge at gå i krig. Men det ville være ødelæggende og sandsynligvis unødvendigt.

The New York Times Syndicate
Oversat af Christina Witting Ettrup
Optrykt i Kristeligt Dagblad, 02.11.02.