Globalt set: Oplagring af atomare sprænghoveder i stedet for tilintetgørelse af dem vil anspore til spredning af atomvåben, siger Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov – der nu er præsident for den globale miljøorganisation Det Internationale Grønne Kors – i dette interview med den amerikanske redaktør Nathan Gardels.

Det var Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, der for alvor fik bragt den kolde krig til afslutning. Og det var ham, der i Reykjavik i den kolde krigs sidste dage foreslog USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, at der skulle ske drastiske reduktioner af de to supermagters atomare sprænghoveder. I dag maner Gorbatjov til den yderste forsigtighed i omgangen med det atomare affald fra denne æra.

Den amerikanske præsident, George W. Bush, og den russiske præsident, Vladimir Putin, underskrev en aftale for to uger siden. Denne aftale skal reducere deres atomsprænghoveder radikalt. Var det det, De forestillede Dem tilbage i den kolde krigs sidste dage, da De foreslog præsident Ronald Reagan, ad der skulle ske drastiske redutkioner?

– Det er jo naturligvis endnu mere, end det vi diskuterede i Reykjavik, fordi de gamle strukturer og fjendskabets inerti nu er væk. På trods af sine mangler, nemlig at atomsprænghoveder oplagres i stedet for at tilintetgøres, er denne aftale et meget positivt skridt. Den etablerer en bindende juridisk aftale om reduktioner i en given periode, og fristerne for aftalen refererer til de traktatmæssige forpligtigelser, der ligger i SALT II aftalerne, der allerede er på plads. Den låser med andre ord reduktionerne og alle verifikationskontrollerne fast.

Den første konsekvens af Bush og Putins topmøde var imidlertid ikke aftalen i sig selv, men snarere genfødslen af en atmosfære af tillid mellem Rusland og USA, en tillid, der var der umiddelbart efter den kolde krig, men som derefter gik fløjten.

Putin kom til Rom efter topmødet med Bush for at fejre Ruslands bemærkelsesværdige nye rolle i NATO. Har Rusland omsider fundet sin rigtige rolle i Europa?

– Oprettelsen af den såkalde NATO 20 – aftale og aftalen med Rusland i Rom var også skridt i den rigtige retning, selvom vi ikke dermed har opnået et integreret, europæisk sikkerhedsområde, som vi forsøgte at skabe efter den kolde krig. Men jeg føler mig sikker på, at det vil komme med tiden.

Generer den ensidige amerikanske opsigelse af ABM-traktaten Dem ikke længere, den opsigelse, der skal bane vejen for et amerikansk, nationalt missilskjold? Putin kalde USA’s handling “en stor fejltagelse”.

– Jeg er stadig meget bekymret. Jeg tror bestemt langtfra, at vi er kommet til endemålet på vejen til løsning af denne uenighed om missilskjoldet eller den endelige ordning med hensyn til sprængladninger, der bliver oplagret i stedet for at blive tilintetgjort.

– For nylig havde jeg et møde med Henry Kissinger (tidl. udenrigsminister i USA, red.). Vi var enige om, at det ville være bedre, hvis sprængladningerne blev tilintetgjort. Putin vil sikre sig, at det spørgsmål tages op i fremtiden. Måske når det i praksis går op for amerikanerne, at disse sprængladninger ikke længere har nogen funktion som afskrækkelsesvåben, som er deres eneste mulige formål. Så vil de i USA kunne se, at de er overflødige og unødvendige at beholde.

– Men det er et tegn på det gode tillidsforhold mellem to præsidenter, at de, mens problemerne forbliver uløste i øjeblikket, alligevel er i stand til at udsætte løsningen af detop dette problem til fremtidige møder uden at dramatisere årsagerne til det. Det er en ny udvikling i forholdet mellem Rusland og USA, eftrsom ingen af siderne overdramatiserer eksistensen af forskelle i opfattelsen af problemerne omkring sprænghovederne. Den politiske elite i begge lande burde følge eksemplet med at betone det, der er fælles, i stedet for vores forskelle.

Deler De bekymringen for, at disse våben måske ikke alene bliver opbevaret usikkert, men også at Ruslands lager af beriget uran og plutonium kan falde i hænderne på terrorister? Det vurderes, at Rusland har nok atomart materiale til fremstilling af 70.000 atomvåben. Og der er 6.000 videnskabsmænd, der mangler arbejde og kan lave bomber, hvis nogen hyrer dem til det.

– Det er meget usandsynligt, at de oplagrede sprængladninger eller den berigede uran kan blive stjålet. Til trods for nogle fejlopfattelser er sikkerheden meget stor. Spørgsmålet om alle de videnskabsmænd, der kan lave bomber, er mere alvorligt, selvom jeg tvivler på, at ret mange af dem kan blive fristet til at lave bomber for andre lande. Som tidligere leder af Sovjetunionen ved jeg, hvad jeg taler om: Det kræver temmeligt meget af et land både med hensyn til kræfter og dygtighed at udvikle sprængladninger og måder at fremføre dem på. Den bedste metode til at forhindre dette i at ske er at have universelt fokus på den strikte implementering af Ikke-spredningstraktaten (en form for international kontrolaftale, som skal hindre spredning af atomvåben til blandt andre såkaldte “slyngelstater”, red.).

– For mig er det langt vigtigere at se på reaktionen hos andre medlemmer at atomklubben (blandt andre Indien, Pakistan og Kina, red.), når nu der arbejdes med en oplagring i stedet for tilintetgørelse af sprængladninger. De tænker sandsynligvis, at de to store atommagter, Rusland og USA, prøver at narre dem ved at bede dem om at give afkald på eller skaffe sig af med atomvåben, men de gemmer deres egne
eller lægger dem på lager. Derfor vil de snarere opbygge deres arsenaler i stedet for at begrænse dem.

– Det er derfor, de to mest magtfulde lande i atomklubben, Rusland og USA, skal bane vejen for en mindre sårbar verden ved uigenkaldeligt at skære ned på størrrelsen af deres egne atomarsenaler.

Oversat af Annelise Ebbe. Kristeligt Dagblad 18.06.02
Copyright: Los Angeles Times Syndicate