Argumentationskatalog for dansk tilslutning til TPNW

ATOMVÅBEN

1. Der findes flere end 13.000 atomvåben, hvoraf over 2.000 er klar til affyring med kort varsel.

Målene er militære installationer, befolkningscentre og vigtig infrastruktur. I Danmark formentlig Skrydstrup og Aalborg flyvepladser, København, Storebæltsbroen.

2. Atomvåbenmagterne moderniserer deres arsenaler og integrerer dem stadig mere i deres øvrige militære styrker. Atomvåben med ”reduceret” sprængkraft beregnet til slagmarksvåben sænker tærsklen for, at atomvåben tages i brug i en konflikt. Kunstig intelligens indarbejdes i styringen af våbensystemerne. Nye supersoniske missilers ultrakorte flyvetid levner ingen mulighed for menneskelig intervention i tilfælde af et varslet eller reelt angreb, som man ikke kan vide er konventionelt eller atomart. Dette øger risikoen for, at der straks reageres med afsendelse af atomvåben ved et angreb.

NEDRUSTNINGSAFTALER

3. Flere internationale aftaler, der begrænsede oprustningen af atomvåben, er udløbet, f.eks. aftalen om mellemdistanceraketter INF og Iran-atomaftalen.

4. Mindre gensidig åbenhed, reduceret rustningskontrol og tvivl om doktrinen om gensidig sikret destruktion (MAD-doktrinen) har medført, at et nyt våbenkapløb allerede er startet.

RISIKO

5. Risikoen for at atomvåben vil blive brugt igen, anses for at være større nu end nogensinde tidligere, illustreret ved Dommedagsuret i Bulletin of the Atomic Scientists, hvis visere står på 100 sekunder i midnat, det tætteste på katastrofen i urets 47-årige eksistens.

6. Enhver brug af atomvåben vil have katastrofale, omfattende og langvarige konsekvenser for mennesker, samfund og miljø. Den fortsatte eksistens af tusindvis af atomvåben over hele verden underminerer alle landes sikkerhed. Et øjebliks panik eller skødesløshed, et opblæst ego, en misforståelse, en computerfejl eller et cyberangreb kan alt for let føre til en katastrofe. En atomkrig kan true menneskehedens overlevelse. Se Læger mod kernevåbens pjece: Atomvåben: Katastrofale humanitære konsekvenser

NPT

7. Aftalen om ikke-spredning af atomvåben NPT fra 1968 er den vigtigste aftale i forhold til at begrænse udbredelsen af disse våben – men den er under pres. Fire lande, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea, som står uden for aftalen, har anskaffet sig atomvåben, og flere kan være på vej (Iran, Saudi-Arabien). De gamle atommagters forpligtelse (§ 5 i NPT) til at arbejde for atomafrustning er ikke blevet indfriet.

(Wikipedia om NPT, Traktaten om ikke-spredning af Kernevåben – på engelsk  – på dansk).

FORBUDSTRAKTATEN

8. FN’s traktat om forbud mod atomvåben, TPNW[1] blev vedtaget af 122 lande i 2017, og efter at den var ratificeret af 50 lande, trådte den i kraft 22. januar 2021, og er nu gældende folkeret i lighed med de traktater, der forbyder andre masseødelæggelsesvåben, såsom kemiske og biologiske.

9. TPNW forbyder de deltagende stater enhver udvikling, produktion, anskaffelse, opbevaring, brug af eller trussel om brug af atomvåben. Traktaten tillader deltagende lande at være i alliance med atombevæbnede lande, men forbyder dem at deltage i aktiviteter omfattende atomvåben.

(TPNW, Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons – Tekst på engelsk).

10. TPNW styrker NPT og aftalen om forbud mod atomprøvesprængninger CTBT ved at lægge vægt på disse traktaters forpligtelser til atomafrustning og ikke-spredning. TPNW kræver, at alle lande, også lande med atomvåben, forhandler og vedtager en verifikationsaftale med det internationale atomenergiagentur IAEA. Traktaten etablerer herved en ramme for kontrolleret nedrustning under strikt international kontrol som forudsat i NPT.

11. TPNW specificerer ikke i detaljer, hvordan en fremtidig nedrustningsproces skal se ud. Et land med atomvåben kan beslutte at destruere dem, før det tilslutter sig TPNW, eller vælge at tilslutte sig og derefter destruere sine våben i henhold til en godkendt tidsplan. Aftalen åbner for genoptagelse af nedrustningsaftaler, der har været inaktive i årtier. TPNW etablerer et fleksibelt retligt rammeværk for verificerbar nedrustning. Frygten for, at man kan blive presset til ensidig nedrustning, er derfor ubegrundet.

FORBUDSTRAKTATEN OG NATO

12. Alle andre traktater, der forbyder våbenklasser, er blevet etableret (kemiske og biologiske våben, landminer, klyngebomber) ved at staterne har forhandlet og tilsluttet sig en forbudstraktat. Derefter har de fjernet deres våben fra operationel status og forpligtet sig til at destruere arsenalet inden for en aftalt tidsramme. Forbud går forud for fjernelse; den omvendte strategi, som NATO forfægter, har ikke virket de sidste 50 år!

13. NATO har som målsætning, at atomvåben skal afskaffes, men mener ikke, at forudsætningerne herfor er tilstede endnu. Et medlemsland kan derfor tilslutte sig TPNW uden at bryde med NATOs doktriner, hvilket er dokumenteret i uafhængige rapporter fra henholdsvis Norge og Holland. Heri konkluderes, at der ikke rent juridisk er noget til hinder for, at et NATO-land tilslutter sig TPNW. Det sidstnævnte synspunkt gav udenrigsminister Jeppe Kofod også udtryk for i et samråd i udenrigsudvalget den 26. juni 2021, hvor han fastslog, at det var af politiske grunde regeringen ikke kunne gå ind for forbudstraktaten. Alle ordførere udtrykte, at de var for en verden uden atomvåben, men ordførere for et stort flertal var samtidig imod Danmarks tilslutning til Forbudstraktaten.

14. Ved at tilslutte sig TPNW frasiger man sig dog muligheden for at have atomvåben udstationeret eller deltage i alliancens planer om atomvåbenbrug. For Danmarks vedkommende vil en tilslutning til forbudstraktaten ikke begrænse vores muligheder for at deltage i regionale eller internationale operationer eller andet militært samarbejde med atombevæbnede lande, når blot dette samarbejde ikke gør brug af atomvåben mere nærliggende.

15. I NATO-landene Norge og Holland har officielle udredninger foreløbigt fastholdt landenes politik i forhold til tilslutning til TPNW.I begge lande er der dog stort pres på regeringerne for at ændre standpunkt, ikke mindst fra socialdemokratierne. Også ikke-NATO-landet Sverige har i en rapport frarådet tilslutning til TPNW nu, formentlig af frygt for, at det ville kunne påvirke samarbejdet med NATO. Men også her er positionen stærkt omdebatteret og vil måske kunne ændres, f.eks. hvis resultaterne af den kommende opfølgningskonference til ikke-spredningsaftalen skuffer.

CIVILSAMFUNDET OG FORBUDSTRAKTATEN

16. Den manglende fremdrift i nedrustningsforhandlinger lægger et særligt ansvar på befolkninger i demokratiske lande med et aktivt civilsamfund, som også har været drivende kraft i arbejdet med at nå frem til tidligere indgåede aftaler om masseødelæggelsesvåben.

17. Der er en overvældende opbakning i alle lande, uanset om disse besidder atomvåben eller ej, til afskaffelse af atomvåben og tilslutning til TPNW. En opinionsundersøgelse foretaget af YouGov for ICAN viser, at der i 6 europæiske NATO-lande er en overvældende folkelig opbakning til, at deres land tilslutter sig TPNW-traktaten (Spanien 89 %, Italien 87 %, Island 86 %, Holland og Danmark 78 %, Belgien 77 %). I Canada er tilslutningen 7 %.

18. Det er sandsynligt, at nogle lande, der har været tøvende eller modstandere af forbudstraktaten, hvad enten det skyldes bekymring for allieredes reaktion eller en insisteren på, at atomvåben giver sikkerhed, vil ændre position, når stadig flere borgere og parlamentarikere indser dens potentiale og kræver handling. Eksempelvis modsatte Frankrig og Kina sig Ikke-spredningstraktaten, da den blev forhandlet i 1968, men besluttede sig en årrække senere at tilslutte sig. Verden ændrer sig hurtigt, og dagens ledere vil ikke være ved magten for evigt.

19. En række lande, der ikke har tilsluttet sig internationale traktater om forbud mod visse våbentyper, har alligevel efterfølgende efterlevet disse aftaler. De pågældende våben, for eksempel de kemiske, er blevet moralsk uacceptable. Det samme sker nu med hensyn til atomvåbnene.

[1] TREATY ON THE PROHIBITION OF NUCLEAR WEAPONS